Tal med din baby og sæt ord på din babys oplevelser, tanker og følelser
Forskningen viser, at det har en lang række fordele for babyens udvikling og forælder-barn-relationen, når forældre sætter ord på babyens indre liv, dvs. babyens tanker, følelser, behov og oplevelser. I starten forstår din baby selvfølgelig ikke de ord, du siger, men det at tale højt kan også hjælpe dig selv med at forstå dit barn - og det bidrager til at udvikle en relation mellem jer, hvor I kan tale om følelser, også når dit barn bliver ældre.
Derfor er det vigtigt at sætte ord på din babys indre liv
At være opmærksom og nysgerrig på, hvad der sker i barnet, har en stor betydning for barnets udvikling af en tryg tilknytning. Noget af det mest betydningsfulde for udviklingen af en tryg tilknytning er nemlig, at man som forælder lægger mærke til babyens signaler og reagerer passende på dem. Dette er forældre, som ofte sætter ord på deres babys indre liv, typisk gode til, viser forskning1, 2. Det kan hænge sammen med, at man automatisk bliver mere opmærksom og nysgerrig på sit barns tanker, følelser, oplevelser og behov, når man ofte prøver at gætte og sætte ord på dem.
Når du forsøger at forstå de følelser og intentioner der ligger bag din babys adfærd, og sætter ord på dem, støtter du din baby i på sigt at få en god forståelse af sine egne og andres følelser, intentioner og ønsker3 – en evne som er rigtig god at have, når dit barn skal skabe relationer senere i livet.
Hvordan sætter jeg ord på mit barns indre liv?
Mange forældre er gode til at sætte ord på alt det, deres babyer gør og kan, f.eks. ved at sige ”Ih, hvor du smiler” eller "Sikke du kan sparke med benene". Det kan derimod kræve lidt øvelse at sætte ord på sit barns indre verden også, især når barnet er helt lille. Til de ovenstående eksempler kunne man f.eks. tilføje "Du er så glad og nysgerrig" og "Du kan vidst godt lide, når…". Fordi barnet ikke selv kan udtrykke sig med ord endnu, bliver man som forældre nødt til at forlade sig på sin evne til at gætte hvilke tanker, følelser og behov, babyen prøver at udtrykke med sin adfærd.
At sætte ord på sit barns indre verden er ikke noget, som falder alle lige let. Men det er heldigvis noget, som alle kan øve sig i og blive bedre til. I starten vil det måske føles svært og mærkeligt, men efterhånden vil det føles mere naturligt4. I boksen til høje kan du finde inspiration til, hvad du kan sige, hvis du vil øve dig i at sætte ord på dit barns indre liv.